1	Lov og nåde Brug af loven jævnfør ”Kristi lov”
2	Guds lov brugt efter Guds hensigt Man kan bruge Guds lov jævnfør Guds tanker, ved at tage højde for Guds motivation til at give loven. Men man kan også bruge den for at undertrykke og manipulere, efter religiøse hensigter. Man kan jonglere rundt med love fra Bibelen på en sådan måde, at man kan begrunde enhver form for dobbelt moral på en tilsyneladende „bibelsk“ måde, hvad der så gælder for nogle, gælder ikke for andre.
3	"Joh" Joh. 19,7: „Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.“ 1.Tim.1,5-10: „Men det, som dette påbud skal sigte på, er kærlighed af et rent hjerte, af en god samvittighed og af en oprigtig tro. Dette er nogle kommet bort fra, og de har vendt sig til intetsigende snak, folk, som gerne vil være lærere i loven, skønt de ikke selv forstår, hverken hvad de siger, eller hvad de hævder så sikkert. Men vi ved, at loven er god, dersom man bruger den, som lov skal bruges, når man nemlig er sig bevidst, at loven ikke er bestemt for retskafne, men for lovløse og genstridige, ugudelige og syndige, ufromme og vanhellige, for fadermordere og modermordere, manddrabere, ukyske, og dem der øver unaturlig utugt, menneskerøvere, løgnere, menedere, og hvad andet der strider mod den sunde lære. Mt.23,4: De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.
4	Hierarkiet af Bibelens love og åndelige principper imellem indbyrdes For at kunne forstå Bibelen på en ikke-religiøs måde, har vi brug for nogle få dogmatiske retningslinier ved hjælp af hvilke de forskellige ting der har med læren at gøre skal sættes i et hierarki, en orden, således at vi forstår, hvad er afhængig af hvad, fordi ellers ser Bibelen ud som beskrevet i Esajas 28, 9- 13 „her en smule, der en smule“. Jesus selv lavede forskel mellem „det der er vigtigere i loven“ (Mt. 23,23-24) og så love, der var disse „vigtigere“ love underordnet (Mt. 10,5-6, se også Mt. 22,36-40, Mk. 12,28-34).
5	Formålet med loven Formålet med loven er at blotstille og begrænse synden. Hvis lovene er ikke underordnet dette formål, men i stedet bliver taget ud enkeltvis af deres sammenhæng, så vil de bare fremme eller tildæke synden i stedet for at virke som en dig imod en oversvømmelse af uretfærdighed. Hosea 6,6, Mt.12,7+11; Joh.5,10; 1.Sam.15,22; Gal.5,14; Hebr.10,8-9; Jak.2,8+12 Hver Guds lov (og hvert åndeligt princip) skal betragtes fra den vinkel, som den/det tilkommer. Den/det skal forstås i sin rolle som et enkelt element i det mosaikagtige sammenspil, ved hjælp af hvilken religionen (selvvalgt retfærdighed og selvvalgt Gudsdyrkelse) dømmes og afmaskeres af Bibelen, ellers vil den/det bare bruges af religionens bagmænd for at fremme dæmoniske forvrængninger af sandheden.
6	Guds formål med skabelsen Jesus fører enhver diskussion omkring loven eller læren til Guds formål med skabelsen. Se Mk.10,2-9; Mt.19,4+8; 22,17-21. Da han bliver spurgt omkring skatten til Cæsar (Mk.12,14-17), lader han sig ikke føre ned til et hårspalteri, men fører samtalen op på et højere niveau. På dette højere niveau er samtalens emne kontrasten mellem det der er vigtigere og mere essentielt (nemlig det at give Gud alt) og det, der er mindre vigtigt (nemlig at betale eller ikke betale skat). I virkeligheden drøfter Jesus slet ikke spørgsmålet om man skal eller ikke skal betale skat til Caesar. Farisæerne og de skriftkloge forbliver hele tiden på det lavere samtaleniveau, som omhandler de ting, som er mindre vigtige. De er interesserede i spørgsmålet: „Hvor mange centimeter af synd kan vi tillade os og samtidigt lige kunne forblive nogle fromme jøder?“De er interesserede i regler for livet, ikke i motivationer for livet. Ånden gør levende, bogstaven slår ihjel.
7	Menneskets store dilemma Ifølge Rom.2,6-13 bliver de, som opfylder loven, retfærdiggjort. Men Rom.2,6-13 fortæller os ikke, hvordan loven skal opfyldes. Rom.8,3 viser os, at loven er uden kraft, fordi menneskets jordiske natur gør den uvirksomt. Hvordan kan vi så retfærdiggøres, hvis vi ikke kan opfylde loven på grund af vores jordiske natur?
8	Guds vej ud af det store dilemma Den efterfølgende vers giver svaret: Lovens bud bliver opfyldt i os, hvis vi lever efter Åndens formaninger (Rom. 8,4). Ånden er i os, hvis Kristus er i os (Rom. 8,9-11). Vi forvandles i Hans billede, ved at befinde os i Hans nærvær (2. Kor 3) Nåden består altså ikke i, at Gud vil forbigå loven på en eller anden måde, at han ville annullere den eller kalde den for ugyldigt. Nåden består tværtimod i at ikke vi skal opfylde loven, men at Kristus har allerede opfyldt den for os (Mt. 5,17). Enhver som har Kristus i sig, bliver betragtet af Gud som én, der har gjort alt, hvad Hans lov kræver. Gud ophæver dermed ikke loven, men fjendtskabet mellem Gud og mennesket, skabt af loven (Ef. 2,14) og netop dermed opnås formålet med loven, nemlig at oprette en orden efter Guds vilje: Kristi lov.
9	Loven i Den Nye Pagt I den nye pagt er det nu sådan, at enhver, som prøver på at opfylde loven ved egen kraft, dømmes af netop loven. Fordi de som gør således, beviser dermed, at de slet ikke har nogen erkendelse af deres synd. Hvis de nemlig var overbeviste af dybden og konsekvensen af deres egen synd, ville de ikke være så dristige, at forsøge, at tilfredsstille Gud gennem selvvalgte fromme gerninger. Derudover befinder de sig udenfor loven, hvis ikke de accepterer Den, Som Gud har bestemt og godkendt som Den Eneste Opfylder af loven – nemlig Kristus. Derfor skal alle blive frelste gennem Jesus og nogen anden vej findes ikke (Apostlenes Gerninger 4,12). De har således forbrudt sig imod „Kristi lov“, „Kongens lov“ ved ikke at acceptere den nye pagts betingelserne, som bl. a. er at tilegne sig nåden, som Gud tilbyder i Jesus, gennem troen. Derfor bliver de så dømt gennem loven. At forsøge at opfylde loven jævnfør den gamle pagts princippier er lige så oprørsk som at leve et åbenlyst lovløs liv.
10	Med Jesus ved rattet En bilejer, som ikke har kørekort selv, vil bede en ven, der har kørekort, til at sidde ved rattet, hvis han vil tage på udflugt i bilen. Når der så er politikontrol, behover ingen være bange. Så længe den kørekortsløse bilejer IKKE befinder sig ved rattet, bryder han ingen lov. Jesus Kristus er vores ven, som har „kørekortet“ for at færdes i Guds Rige. Ved dette er Guds lov ikke tilsidesat (Mt. 5,17).
11	Lov og nåde er ikke i strid eller modsætning med hverandre I Påske-natten blev kun de anset som retfærdige (og dermed bevaret fra Guds dom), som havde søgt efter beskyttelse under påskelammets blod, som var anbragt ved dørrammene. „Frelsen“ eller forløsningen skete, sker og vil altid ske gennem nåden, dvs. gennem den pris, som Gud betaler, ikke den pris som mennesket betaler (gennem afsagn, ofre, gerninger, osv.) Gud kunne sige om enhver Israelit, der opfyldte Påske-ritualet i Egypten: „Ved nåde er I frelste, ved hjælp af troen. Og dette kommer ikke fra Jer, men er Guds gave. Ikke gennem gerninger, således at ingen måtte rose sig!“ (Ef. 2,8-9).
12	Nåden i strid med selvvalgt fromhed = religion Det som strider med al sin kraft imod nåden, er ikke loven, men religionen. I stedet for at flygte under den beskyttelse, som nåden tilbyder, roser sig religionen (den selvvalgte fromhed) med loven, som den dog aldrig vil kunne opfylde og som den i øvrigt slet ikke respekterer hellere dybest set (Rom.2,17+23). Det er ret interessant at iagttage, hvordan i lovtrælske menigheder de nytestamentlige forskrifter angående menighedsdisciplin slet ikke er taget i betragtning, mens alle mulige traditioner og små regler holdes i hævd i stedet for. Alle efteraber alle, men ingen er disciplineret for sladderagtighed, løgne, bedragerier, osv. Lovtrælske menigheder er menigheder, der officielt holder til sund lære, men som udlægger alt for at få mennesker til at underkaste sig under det bestående regelsæt. Ofte bliver menneskene udnyttet i sådanne menigheder. Alt som er godt fra læren udlægges som et regelsæt og gøres dermed bittert for menneskene. Jeg har mødt kristne, som blev hele tiden stresset med at komme til mange ugentlige møder, indtil de ikke havde lyst at snakke med Gud eller tro mere. Amos 5,7 og 6,12: Lovtrælske mennesker fordrejer Guds retfærdighed til en bitter dram.
13	Nåden opdrager os til nytestamentlig disciplin i kristen frihed Der, hvor læren af livet gennem nåden forstås, kooeksisterer kristen frihed og nytestamentlig disciplin. Fordi kun nåden kan gøre os til disciplinerede mennesker, der har friheden til at ikke lade sig lede af deres sensualitet eller andre kødelige faktorer. Titus 2,11-12. Loven formå dette ikke, det fremprovokerer bare synden endnu mere. Den, som lever gennem nåden, opfylder loven gennem Kristus, selv om han aldrig i dette jordiske liv opnår fuldkommenhed (1. Joh.1,8-10; Fil. 3,12) Den religiøse derimod vil intimidere, holde nede og dømme andre med lovens fuldkommenhed og krav, mens han selv faktisk hader loven og Gud i inderst inde. Han vil aldrig være i stand til at sige med salmisten: „Jeg elsker din lov!“ eller „Jeg vil altid finde min glæde i dine bud!“ (Ps.119,113b+117b), selv om den slags bibelcitater måske hænger hjemme hos ham for igen at opnå status hos andre og for at kunne fremstå som meget from. Den religiøse peger med fingeren på ufuldkommenhederne af de åndelige, i Kristus retfærdiggjorte. Det lykkes den religiøse, ved hjælp af dæmoner, til at opdrage sig selv til en hvid vest af ydre moralitet. Man skulle ikke tro, hvor flot en farisæer er i stand til at blankpolere det ydre af bægeret, mens der i dets indre forbliver al slags råddenskab og dæmoni (Lk.11,39). Den religiøse holder ikke loven, men kun de dele af loven, som hjælper ham at kunne være en endnu bedre camoufleret søn af Helvede (Mt.23,15). Dette er en vilkårligt begrænset lydighed imod loven, som i sidste konsekvens er et brud med loven. Fordi loven kræver først og fremmest fuldstændig overgivelse af ens eget liv til Gud og fuldstandig underkastelse under Gud. Dette er vores eneste „fornuftige“ gudstjeneste – at lægge hele livet på Guds altar (Rom. 12,1-2)
14	Loven og evangeliet Evangeliet er et „godt budskab“. Gennem evangeliet forkyndes der: „Fra nu af bliver Guds lov brugt på den korrekte måde, nemlig imod de religiøse og ikke imod dem, som sidder i svære kampe med deres synd, men ikke desto trods er retfærdiggjorte gennem Kristus!“. Gennem evangeliet bekræftes og styrkes loven: Rom. 3,31). Evangeliet kom ikke bare for at indgyde nogle følelser af lykke i os som er frelste, men også for at afdække og dømme skjulte motiver (Rom. 2,16). Gennem ingenting så meget end gennem evangeliet gives der loven ret. Rosenius skriver i Vol.I, S. 224 af “Hemmeligheder i loven og evangeliet”: „Tænk bare, hvilken besynderlig kendsgerning, at netop de, som var blevet fundne forkerte i lovens øjne, var mest ivrige for loven, de som ikke agtede på de vigtigste fordringer af loven, var de som overholdt på den strengeste måde nogle ydre ritualer og forskrifter, når det gjalt andre! De talte ustandseligt om loven og så så nøjagtigt på de andres gerninger, at de endda straffede Kristus, fx da Denne brød Sabatten, drak vin, havde samfund med synder, osv. Kristus derimod, som efter deres mening var alt for mild imod syndere, var netop Den, som drev loven så dybt og strengt hvad angik det indre menneske, således at inget menneske kunne bestå foran det. Ja, vi forstå det vel, Kristus og farisæerne havde modsatte HENSIGTER med loven. Farisærerne ville gøre menneskene HELLIGE gennem loven, mens Kristus ville gøre menneskene til SYNDERE gennem loven. Dette var forskellen! ...“
15	Kristus – lovens ende Når Paulus skriver i Rom. 10,4 at Kristus er lovens ende („ende“ ikke i betydning af „ophør“ og også bare „… til retfærdighed for enhver, som tror“), så betyder dette ingenlunde, at Kristus forkaster loven, men at lovens forbandelse ikke længere hviler på den person, som allerede i dette liv på jorden selv har „dømt“ sig, hhv. har erkendt sig som værende under en forbandelse, og at den person, der er „i Kristus“, er død overfor lovens forbandelse. Loven dømmer ethvert menneske en gang i livet: Enten ved Herrens Dag, eller nu i dette liv på jorden, når mennesket dømmer sig selv (1.Kor.11,31).
16	Lovtrældommens ”tro” i modsætning til nådens tro Hos farisæerne kan vi spore en slags „tro“, ifølge hvilken synden er stærkere end nåden eller tilgivelsen. Dette er i bund og grund en form for vantro, de tror Gud ikke. Gud dømmer synden og er afgjort imod synden. Men det endelige formål med mennesket er ikke at mennesket forkastes og dømmes, men at mennesket genindsættes i et fælleskab med Gud. For at kunne forstå evangeliet, skal der forstås at nådens princip er overordnet syndens princip. Nåden har prioritet, synden er underordnet. Farisæerne og de skriftkloge blærede sig med deres selvvalgte stilling som forsvarere af deres dommens „gud“. De anså sig også som forvaltere af en meget svag form for „nåde“, som blev uddelt i bitte små portioner (nemlig til dem, som opfyldte visse moralske krav). På denne baggrund kan vi forstå, hvorfor de måtte anse Jesus som en gudsbespottere, når denne simpelt hen tilgiver synd uden at kræve nogle betingelser forud dette (Mt. 9,3) „Sådan kan det da ikke gå“, tænker de, „vi ved, at Gud ikke hører på syndere.“ (Joh. 9,31, her ud af munden af den helbredte blinde, som citerer det, de hele tiden gik og prædikede), "denne synder skulle dog først en tur forbi os!“ osv.
17	Et eksempel på lovtrældommens ”tro” I Joh. 8,3-11 vil farisæerne tvinge Jesus til endeligt også at anerkende, at (som de mener) synden vejer tungere end nåden. I tilfældet af kvinden taget i ægteskabsbrud er farisæerne sikre, at nu skal Jesus give dem ret, hvad angår deres måde til at bruge loven, og tilkendegive dette ved at deltage i steningen eller i det mindste sanktionere den. Men dette tilfælde af et ægteskabsbrud var endnu slet ikke blevet undersøgt efter bibelske kriterier, så er der fx slet ikke tale om manden, som skulle have spillet rollen af den illegitime partner i dette angivelige ægteskabsbrud. I 3.Mose 20,10 og 5.Mose 22,22, de bibelsteder, som dannede grundlaget for steningen af ægteskabsbrydere, står det helt klart, at både manden som kvinden som havde del i den respektive hændelse, skulle stenes. Farisæerne brugte loven helt og heldent jævnfør deres dobbelte moral: Hos mænd blev en faux pas tolereret, mens kvinder blev ansete som potentielt farlige og fristende for mændene, og er derfor „mere skyld“ i det, når et ægteskabsbrud sker. Hvem ved, måske blev der også „arrangeret“ nogle ting, for at få den respektive begivenhed til at ske. For det andet var farisæernes motivation ikke det at forsvare Guds lov eller det at give Gud ære, men alt var bare en forsværgelse imod Jesus. De ville nemlig tvinge Jesus til at måtte anklage hans egen mor, Maria. Efter at have sanktioneret steningen af denne ægteskabsbryderske, ville han også have været tvunget til at være konsekvent hvad angik Maria (som de mente), fordi de gik nemlig ud fra, at Jesus var blevet avlet gennem førægteskabelig samleje mellem Josef og Maria (se Joh.8,6+41 og Dt.22,23-24). Ville de nemlig anerkende, at ikke Josef, men Helligånden var faren, så ville de måtte anerkende Jesus som Jødernes Konge, men nu prøvede de at diskreditere Ham (se mere herom på www.reformation.to/jomfrufoedsel.htm).